for et øyeblikks tid
Er det ikke litt rart at mobilladerpluggen ikke lenger passer inn i hullet i mobiltelefonen min? Hvorfor har jeg plutselig en gammel nokia-lader istedetfor en ny en?
Joda, det er med spenning i hverdagen at livet mitt blir verdt å leve. Dette er nesten like spennende som den gangen Bjørnar forsvant uten sko og mobiltelefon. Dessuten er både Madeleine og Astrid enige i at Across the Universe gjør livet verdt å leve, jeg leser Suite Française av Irene Nemirovsky samtidig som Johan Harstads Hässelby fordi jeg skal lese ti bøker denne juleferien som jeg ikke har tid til ellers og Joe Anderson synger «Hey Jude» for åttende gang for meg. Moleskinen min er ganske tom, selvom livet er fullt av støvsuginger, vottestrikkinger, sangskriving og drøsing rundt middagsbordet. Hvilket minner meg på følgende samtale i forigårs:
Knøtterusten: Seriøst, når drar vi? Jeg skal på Storsenteret! Vi må dra NÅ!
Mammarusten: Vi må jo spise middag først i alle fall…
Knøtterusten: Odusommetterlitenfuglvelsignvårmatogudamen! Jeg forsyner meg!
Storrusten: Hææææææææærre diiiiiiiin joooooooooord bæææææææææærer maaaaaaaat
Lillerusten: …nooooooook fooooooooooor aaaaaaaaaaaaaaalle….
Mammarusten: Dere, det der er ikke hyggelig
Begge: taaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaakk
Mammarusten: fordendelenduvilviskalha
Storrusten: Mamma, hvilket parti er du på, egentlig?
Lillerusten: Læææææær oss åååååååå deeeeeeeekke et laaaaaaaaaangbord
Mammarusten: Vet du hva, nå forsyner jeg meg også
Stor&Lillerusten: i veeeeeeeeeeeeeeeeeeerden
Knøtterusten: Argh!
Stor&Lillerusten: som aaaaaaaaaaalle kaaaaaaaaaaaan reise seg meeeeeeeeeeeeeeeette framammadukanikkeforsynedegunderbordverset!
Mammarusten: Aaaamen…
Knøtterusten: Amen!
Storrusten: Jeg tror dette var litt blasfemisk, egentlig.
